| Chapter 7 |
1 | Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. |
2 | Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, |
3 | så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. |
5 | Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. |
6 | Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. |
7 | Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! |
8 | Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. |
9 | Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, |
10 | han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen. |
11 | Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. |
12 | Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? |
13 | Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, |
14 | da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, |
15 | så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. |
16 | Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! |
17 | Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, |
18 | hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? |
19 | Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? |
20 | Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? |
21 | Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! |