Chapter 38

 HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!

 Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.

 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;

 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;

 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.

 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,

 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.

 HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;

 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;

 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.

 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.

 Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"

 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

 thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.

 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.

 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,

 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!