Chapter 11

 Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind.

 Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

 Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde.

 Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.

 Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

 Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå.

 Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.

 Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.

 Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

 Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang. 11Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.

 Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen.

 Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd.

 Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.

 Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.

 Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

 Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn.

 At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.

 De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.

 Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.

 Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.

 Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente.

 En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.

 Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.

 Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.

 Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.

 Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

 Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.

 Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.

 En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.