Chapter 5

 Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.

 Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Ånd.

 Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker.

 Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham.

 Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten.

 Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham

 og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du ikke piner mig."

 Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!"

 Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham: "Legion er mit Navn; thi vi ere mange."

 Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.

 Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;

 og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i dem."

 Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen

 Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket.

 Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede.

 Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået den besatte, og om Svinene.

 Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres Egn.

 Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han måtte være hos ham.

 Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig."

 Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

 Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.

 Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder.

 Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!"

 Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham.

 Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År,

 og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende.

 Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon.

 Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst."

 Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage.

 Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved mine Klæder?"

 Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?"

 Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette.

 Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden.

 Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!"

 Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?"

 Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!"

 Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.

 Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget.

 Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover."

 Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var.

 Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!"

 Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede

 Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.